Louise Juhl

Klaus spørger mig, hvordan det går.
Jeg prøver at mærke efter, men når ikke rigtig frem til noget. Mit hår er begyndt at krølle igen, i flere uger har det ellers næsten ligget fladt ned.
Jeg overvejer, om jeg skal sige det, men når frem til, at det nok ikke er det, Klaus mener, når han spørger, hvordan det går.

I stedet fortæller jeg ham, at der er dage, hvor jeg flyder ovenpå og andre dage, hvor jeg synker til bunds. Men at det værste faktisk er alle dagene midt imellem, hverken oppe eller nede.
”De dage, hvor jeg flyder ud,” forklarer jeg, ”dem er der blevet flere af.”

Klaus svarer, at medicinen kan have den effekt: At den udjævner de følelsesmæssige impulser, og at det kan kræve lidt tilvænning.
”På sigt vil du blive bedre til at navigere i det,” lover han.
”Navigere i hvad – i ingenting?” spørger jeg, men Klaus bemærker det ikke, i hvert fald bladrer han i sin blok, spørger til mit dagsskema.
Om jeg husker at komme lidt udendørs hver dag?