Louise Juhl

Som at holde vejret og skrige, det vil sige umuligt, det vil sige ingen lyd, intet vejr, det vil sige en stilhed så massiv, at den lammer mig.

Jeg sidder i opholdsstuen, jeg laver kæder af sølv, jeg svarer, når de spørger og spørger, når det forventes af mig.
Mine arme er nøjagtig så lange, at de når ned til mine hænder. På samme måde med ben og fødder: Det går lige akkurat – men heller ikke mere.
Det er sådan, det fungerer.
Det er sådan, jeg fungerer.
Lige akkurat, men heller ikke mere.

Det er ikke nogens skyld.
Var det så bare nogens skyld.