Louise Juhl

Nogle gange lader jeg, som om jeg er en drøm.
Nej, en lodden hånd.
Jeg adlyder ikke længere mine bevægelser, det vil sige, jeg forsøger at nå fra et sted til et andet, men der sker ikke noget, mine ben står stille, mit fjæs er lukket som en døvstum konkylie.
Er det sved du vil have? Er det afstødte fostre, er det slim fra mine kirtler, er det rødbederødt bræk?
Jeg fatter ikke dit vink, jeg har aldrig lært at adlyde det blinde.
Hvis jeg lægger mig, når du siger “dæk”, er jeg så dygtig?
Hvis jeg æder af din hånd, er jeg så en fugl?
Hvis jeg er en nation, er du så happy?

Åh.