Louise Juhl

Jeg går ud i skoven. Jeg går ikke derud, fordi jeg skal, jeg går ikke derud, fordi, jeg kan, mine fødder bevæger mig, mit ansigt ligner noget, der ligner sig selv. Jeg bemærker svampene i opløsning, og hullerne mellem træerne, præcis store nok til at rumme en skov .
Skoven. Jeg går ikke derud. Jeg går ikke derud, fordi jeg kan, men fordi jeg kan lade være.