I´m a bird now

by Louise Juhl Dalsgaard

Af og til har jeg bare dette ene beskedne ønske: At lukke. Lukke ned. Lukke af. Lukke om – mig selv.

Jeg er træt. Af at gætte alt det usagte, der end ikke er tænkt sagt. Af nogen. Af noget. Famler rundt og forsøger at dække af for skud, der aldrig bliver affyret. Kæmper for at imødegå det, der næppe dukker op. – Eller som dukker op no matter what, og således ikke kan imødegåes.

Jeg holder vejret, trækker skjoldet og forsøger at skjule tårerne bag skærme af undskyldninger og påtaget uberørthed. Forgæves. Fortabt. Fortvivlet. For meget.

Alt taget i betragtning er udfaldet det samme. Enten en såret fugl, der falder til jorden efter vådeskud. Eller en såret fugl, der falder til jorden i udmattelse af at undgå skuddet. -Dét skud, der vel at mærke sjældent er skarpt. Dét skud, der muligvis ikke har sigte. Mod fugle eller fald. Dét skud, der muligvis ikke er. Hverken tænkt eller på vej.

Falder til jorden. Lukker. Lukker af . For faldet. For skuddet. Eller angsten for skuddet.

Såret fugl. Måske er det kampen indadtil der skal kæmpes. For at lukke. Lukke op.