Louise Juhl

Far har længe ikke villet tale om det, men nu er det som om, han ikke kan få nok, nu skal vi tale om det hele tiden.
Jeg mærker det, og får det som en negl, der flækker: først én gang og så en gang mere, en lilla lus, der klemmer sig selv.
Langsomt.

“Skal vi kløve træ”, spørger far, “skal vi gære et brød?”
Jeg ved ikke, hvor længe han har tænkt sig at blive, og jeg ved ikke, om det er meningen at jeg skal svare.
“Er din cykel stadig flad?” spørger far, for i dag skal vi tale, ja vi skal.

Jeg kan ikke følge med, jeg kan bare høre fars læber, der bevæger sig, smask, jeg kan høre hans sko, der går, og jeg kan høre hans mund et helt andet sted, end jeg kan mærke hans krop.

Til slut siger han, at jeg skal få mig en hund, det er vel det, han siger, at jeg skal få mig en hund?
“Jeg vil ikke have en hund”, svarer jeg, jeg kan holde al den logren ud, jeg har ingen hale at give igen med.