Jack
by Louise Juhl Dalsgaard
I går gik jeg forbi en spillehal i midtbyen, døren stod åben og det var højlys dag. Byen summede af barfodede studerende båret af tilfældig skønhed og åbne blikke. Jeg så ind ad døren til spillehallen, der var mørkt derinde, kun maskinernes flerfarvede blink lyste op.
Der sad en enkelt fyr i spillehallen, kun én, på en høj taburet. Han trak i maskinarmen fuldkommen uden forventning, han bare trak og trak og smed mønter i ind imellem. Og den sol udenfor, hvor jeg stod, den syntes så skærende en kontrast. Jeg ville råbe til ham, til fyren derinde: ”hey kom sgu da herud og læg arm med solen”, men jeg sagde ikke noget. Måske fordi jeg var bange for, at han ville svare mig. At han ville glo på mig, forventningsløst, og svare: ”Chancerne for gevinst er sgu større herinde”.
Nej, jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke sagde noget til ham. Men i dag er jeg faktisk lidt forbrændt på næsen.