Jeg fortsatte uden at standse op
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg ved at mødet med verden gør ondt. At virkeligheden giver skrammer og ridser. Skuffelser, der ikke er til at bære. Men som man må bære, fordi ingen tilbyder at bære dem for en. Alligevel finder jeg ofte, som jeg tidligere har været inde på, at tanken om alt dét, jeg ikke møder, ofte er mere smertefuld. Alt dét, der kunne have været. Dét, der kunne være blevet. Til noget andet end det, der blev.
Således gik jeg i dag videre, selvom jeg mødte:
Birgitte: Birgitte tæller. Tæller skridt og timer og kategoriserer. Sætter tilværelsen i system og skaber orden i kaos. En, to, tre…fjorten skridt fra sengen og ud i køkkenet. En, to..fem skefulde kaffe i filteret og en, to…fem deciliter vand på kedlen. En, to minutter og vandet koger. Tschuuu. Den velkendte lyd af vandet, der hældes over de malede bønner. Ni skridt ud i badeværelset, tre minutter under bruseren. Og så videre. En enkelt cigaret ind imellem. Senere klares indkøbene. En,to…ti stykker frugt udløser mængderabat…seks, syv reoler længere fremme og køledisken dukker op . 2 pakker hakket oksesmåkød, 2 liter mælk, en enkelt liter yoghurt. Så de afmålte treogtyve skridt til kasse 5. Altid kasse 5. Og hun går og hun tæller og klarer pligterne systematisk. Rubricerer en uoverskuelighed til afmålte doser af begrænset frygt. En enkelt cigaret ind imellem. Elleve gange suger hun på cigaretten, før den slukkes. Når dagen er omme, er det alene antallet af skodder, der viser at dagen er forbi. Atten skodder ligger der i askebægeret. Altid. Så går hun i seng.
Chresten: Chresten der elsker sin tjans som postbud, og som ikke har haft en sygedag i mere end otte år. Som altid fløjter den samme kluntede melodi og smiler. Chresten, der lytter til bilerne der passerer, hunde der gør og udrykningskøretøjers sirener i det fjerne. Men som forbliver ved sin post, sin rute og sit lune humør. Verden er udenfor. Og Chresten er udenfor verden. Ikke så snart han har fri, henter han sit fine gamle kamera. Drager afsted påny. Og med linsen skaber han et okular, der bringer verden nærmere. Indeni. Han skaber en optik, der befrier iagttagelserne fra krampen og gråden, der pludseligt og uanmeldt kan overvælde Chresten og som slukker for fløjt og smil og frihed. Med kameraet bestemmer Chresten selv motivet. Toget, skinnerne og uendeligheden i det tilbagelagte. Kun Chresten selv ved, at der ikke er film i kameraet.
Jeg så dem. Og jeg fortsatte uden at standse op….
Hvis bare man havde en indsigt som dig…..ja jeg beundrer dine indlæg. Tænk at du kan opleve misundelse over andres indlæg. Her sidder jeg og tænker….ingen er en større skriver! Roterende fis i kasketten….ja;-)….men skrive det kan du altså!
Tænk at høre fra en kollega, at man har roterende fis i kasketten. Og så i vores fag 🙂 Tak søde. Og tak fordi du roterer rundt i den fisende kasket sammen med mig…
Mmmm smukt indlæg! 🙂
Endnu et skønt indlæg fra dit tastatur. Du har også vundet quizen på min blog 🙂
Herlig cocktail af OCD og EOS. Blændende indebrændt isolation.
Ja det er svært at fornægte, at jeg arbejder indenfor psykiatriens felt. Men de er nu mere end blot og bar diagnoser. De er skæbner der kæmper og gør alt, hvad de formår. Og mere kan man ikke forlange (men ikke dermed sagt, at man kunne ønske noget andet og mere)
Maria: Jamen hvad kan jeg så forlange mere 😀 Taaaak!!!
Psykiatrien er det moderne samfunds fotografiapparat.
Tak for de smukke portrætter!
De gjorde ondt. Og gjorde tanker. Tak for dem! Når nogen tager sig tid til at vise og fortælle, så får verden de dimensioner, der ellers lige så stille forsvinder i glitterstadsen, Gucci-taskerne og Irma-poserne.
Morgan: Du gør mig glad! Fordi du forstår. Fordi du kan se dimensionerne i en verden, der alt for ofte reduceres til firmakasse-profiler. Og hvor skævheder rubriceres til affald, istedet for til de øjenåbnere de også ofte er. Hvis du vidste hvilke guldkorn man af og til får med sig fra arbejde….