Louise Juhl

Morens navn står skrevet i bogen, tilføjet et “kindbårne karruselmagerske”. Måske fordi hun kan dreje rundt, vende alle veje på samme tid.

Hun er træt, moren, hun må hele tiden skumme sin mund, så den ikke flyder over.
Sygeplejersken kalder det fråde, og tørrer hende med en serviet.
“Hun ved ikke bedre,” svarer moren.

Hun er begyndt at dø. Det er så banal en tilstand, at uanset hvordan de pakker det ind, ender det som det begyndte: med døden.
De prøver at tale om noget andet, hun spørger til yndlingsfarven, “orange,” svarer moren, “åh,” svarer hun
”Hvad mener du med det?,” spørger moren.

Det er den årstid, hvor hylden og de stedsegrønne buske gemmer sig bag deres navne: Sambucus nigra, Juniperus.
November.

Hun mangler ikke noget, heller ikke søvn, hun kan bare ikke holde sig vågen. Så hun lægger sig ned, og falder i søvn, bare sådan.