Louise Juhl

At elske en næste, det er vel det, der driver mig. Det næste. Den næste.
Jeg dør nok, før jeg bliver færdig. Det kan lyde ulykkeligt, men måske er det en fordel? Ikke at have det bedste til gode, men dog noget, altid noget mere til gode.

Ikke dig og dine armhulers suk, siger du, og det medgiver jeg vil blive et savn. De er så dybe, ja man kan forsvinde i dine huler. Man kan gemme sig under dem, man kan krølle sig sammen som en udstødt kirtel i katedrals kuppel.
Dér, under, som et suk.

Det må jeg undvære, men der findes andre steder.
Krybekældre. Eller katakomber, for eksempel.