Lørdagsrefleksion
by Louise Juhl Dalsgaard
Hvorfra stammer myten om, at når én sans mistes, så skærpes de resterende? En sejlivet løgn.
Jeg har mistet krop og barnetro og evnen til at turde se. I øjnene.
Har svært ved at lytte. Særligt efter egne behov. Skelneevnen er stærkt ramponeret. Forveksler gerne visdom og overtro; Skrøbelighed og sårbarhed. Som – uanset hvad der verserer af rygter – ikke er det samme. Og så videre, og så videre. Og trods min stadigt mere affældige samling af sanser, synes det eneste jeg har skærpet, at være min kritiske sans. Er det godt eller skidt?
Det er ligesom med laster. Mine har aldrig været konstante. De bare vokser og vokser, gør de.
Måske skal man bare ikke tage det med konstanter så bogstaveligt?
Måske, der er tale om relative konstanter?
Eller relative laster?
Og bliver mange laster til ballaster?
Eller er ordet ballast egentlig ikke forsynet med et underforstået positivt fortegn?
Relativ ballast?
Jo Ballast er vel at erkende sine laster. Og leve med dem. Bruge dem som erfaringens rygsæk, men uden at lade sig tynge. En hårfin balance, som jeg ikke altid evne at holde…men jeg øver mig