Louise Juhl

Jeg har for første gang læst en novelle af Alice Munro. Den hedder “Nat,” og handler om en jegfortæller, der bliver indlagt for at få fjernet sin blindtarm. Da hun vågner op efter operationen, viser det sig, at der er fundet mere end en betændt blindtarm, og at hun har fået fjernet en “gevækst”. Der bliver ikke talt mere om gevæksten (alene fortielsen, den latente katastrofe, er en ufortalt roman gemt i novellen), men pigen får fri fra skole en måneds tid for “at komme sig” ovenpå operationen. En måned, som hun tilbringer for sig selv derhjemme, mens resten af familien er på job eller i skole.
Pigen har svært ved at få tiden til at gå, og sover derfor det fleste af dagene væk. Til gengæld ligger hun så søvnløs om natten i køjesengen over sin lillesøster og tumler med uhyggelige tanker. Før operationen drillede hun tit søsteren, truede med at spytte på hende fra den øverste køje og lo, når den yngre søster gemte sig under dynen i læ for storesøsteren spytklatter. Men efter operationen, søvnløs, får tankerne pludselig en anden karakter.
Hun tænker, at hun vil slå sin søster ihjel. Hendes elskede lillesøster. Hun bliver frygtelig bange for sin egen “lyst”. Sådan er jeg ikke, tænker hun. Og af angst for at virkeliggøre tanken lister hun ud af sengen, væk fra huset og sig selv. Hun mærker sig frem i mørket, finder vej ved hjælp gruset under fødderne og lyden af fugle, der vågner i træerne. Hun gemmer sig i natten, flygter fra de beskidte tanker i hendes hoved.
Nattevandringen gentager sig indtil en nat, hvor hun fornemmer, at der er en anden i mørket, og opdager sin far på terrassen bag huset. Faderen gør ikke et stort nummer ud af at møde pigen oppe og omkring i mørket. Han spørger roligt, om hun har svært ved at sove, og hun svarer ja. Mørket og faderens ro gør, at hun betror sig, letter sit hjerte. Hun fortæller faderen om sine tanker, at hun tænker på at slå sin søster ihjel. Sin elskede lillesøster. Dér i mørket åbner hun døren på klem til sin galskab, stiller sin potentielle ondskab til skue. Det er et voldsomt skridt for en lille pige: Som voksne ved vi, at der er forskel på at tænke og at handle, vi ved, at vi alle rummer potentiale til både godt og ondt, og at det afgørende er, hvordan vi handler. Ikke, hvad vi tænker. Tanker er toldfrie.
Men for barnet er der ikke samme skelnen, det har ikke den rationelle tilgang med. Kun følelserne, og følelsen over den slags tanker er skam. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg ikke har turdet indrømme mine tanker, fordi jeg har frygtet, at blive skældt ud, fordømt. Så da pigen åbner op og fortæller sin fader, den afgørende autoritet, hvad hun har haft i tankerne, at slå sin egen lillesøster ihjel – det er stort.
“Nu kunne jeg ikke gøre det sagte usagt, kunne ikke vende tilbage til det menneske, jeg havde været før”
Det kan godt være, at tanken allerede er tænkt i køjesengen over lillesøsteren, men det nu, hvor det bliver sagt højt, at “det gælder”. Nu fanger bordet.
Men faderen viser ingen tegn på vrede eller forfærdelse: “folk får den slags tanker…men det er ikke noget at være bange for, ikke mere end hvis det var en drøm,” siger han. Og Munro skriver: “Der var andet, han kunne have sagt. Han kunne have forhørt mig om mit forhold til min lillesøster. Om ikke jeg havde det godt. Hvis det havde været nu om dage, havde han måske fået en tid hos en psykiater til mig.”
Og derefter følger en masse mulige bevæggrunde til, at faderen gør, som han gør. Hvorfor han sidder der i mørket. Hvorfor han har overalls og ikke kedeldragt på. Hvad han mon har tænkt på lige inden hun dukkede ud af mørket.
Men novellen slutter med dette. “Lige meget. Fra den tid kunne jeg sove.”
Jeg synes det er en rasende fin fortælling.
Lige fra drillerierne med at spytte på lillesøsteren, over søvnløsheden, mødet med sine skyggesider, til skammen og endelig faderen, der ikke irettesætter eller diagnosticerer, men bare siger, som sandt er: “folk får den slags tanker.” Folk. Alle mennesker. Du og jeg – og også faderen: “det er ikke noget at være bange for”
Hvem ved. Måske sad faderen selv der i mørket og tænkte på at tage et andet menneskes liv. Eller sit eget. Mulighederne er mange.
Alice Munro giver ikke noget svar. Det gør god litteratur ikke, den siger:
“Lige meget. Fra da af kunne jeg sove.”