Match Point
by Louise Juhl Dalsgaard
Sommetider føler jeg mig som den famøse pauke-spiller, der kun har ét slag at gøre godt med i en storslået og monstrøs symfoni. Ét afgørende slag: Selve essensen. Udråbstegnet. Understregningen. I et enkelt salg: Buuum.
Og man sidder der med armen løftet og køllen klar. Sveder af spænding og venter på forløsning og vil så gerne ramme plet. Sætte aftryk. Gøre indtryk. Være med. I musikken. Oplevelsen. Verden og sig selv.
Symfonien bølger og salen emmer af tilbageholdt åndedræt. Gemt i mørket er nobelt klædte par, fingerflet og nedtonede host. Alt er parat. Alt er fortættet. Alt venter. På pauken. På det forløsende slag.
Men allerede længe inden ved man, at armen kramper og beatet svigter. Svedperler så store som håndbolde hagler ned langs ansigtet, kvalmen knuger, skrækken vokser. Man vil. Så gerne. Bare denne ene gang, dette ene slag.
Og så: strygerne vokser i intensitet, blæserne tager til i styrke og dirigenten fægter stadig mere indædt med sin stav. Hår og øjenbryn bruser om hans hoved, pulsen stiger overalt, forventningen vokser til uanede højder og alt – ALT – er rede til forløsning. Slaget. Buuuum.
Hér er det så, at talentet svigter.
Det er ikke den katastrofale forglemmelse, der ville skabe uendelig stilhed og sprænge rammerne. Det er ikke det modige tomrum, det manglende slag, der ville få folk til af gispe af gru og rædsel. Nej, dét ville være sandt talent.
I stedet den lille umærkelig forsinkelse, der punkterer klimaks. Dét talentløse sekund, hvor luften går af ballonen og festen slutter. Dét blink med øjenlåget, hvor plottet afsløres og man misser pointen.
Der er ikke andet at gøre, i det tilfælde, end at klage over, at symfonien begyndte et sekund for tidligt, og forlange af dirigent og orkester, at de tager sig lidt sammen næste gang! Eller, det er i hvert fald et bud?
Det vil jeg så forsøge mig med næste gang. At gå til modangreb og sende sorteper videre. Det er vist et udbredt kneb i den virkelige verden
Du er en ekvilibrist udi beretningerne om de menneskelige eksitensvilkår,
håbet, savnet, angsten, magtesløsheden og den smertelige erkendelse af begrænsninger.
Derfor er jeg – end ikke et splitsekund i tvivl om at du rammer beatet rent – hver evige eneste gang
Match Point – Pauke
Game – Ballast
må bakke tekst uforbeholdent op her… du er fantastisk 🙂
Tak for opbakning MM
Flot blog De har 🙂
Tekst og MissMikkelsen:Jeg bliver total forlegen af alle de rosende ord. Men takker. Ydmygt. Og oprigtigt taknemlig
Og MM: You are one of a kind. Og måske du vil være min rytmepædagog udi paukespillet i ny og næ? Så kan jeg muligvis bakke op med lidt trut i en forkølet trompet 🙂 See you….