Minder om alt og ingenting v.2 light
by Louise Juhl Dalsgaard
Ringede lige til The One And Only for at dele de anedoter fra det virkelige liv, der ikke just har været sindsoprivende for Silhuetten d.d. Han stod i flytterod på arbejdet, og mente at han nok havde et lidt for udpræget samler-gen: Han havde blandt andet fundet en seddel fra vinduespudseren om, at han (vinduespudseren, forståes) ville dukke op den 23.marts kl 9. År 1995, skal det tilføjes. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret i, at samler-manien muligvis er et terapiforløb værdigt (og da i særdeleshed fordi vi forventes at slå kludene sammen inden længe!!)
I samme åndedrag (eller ad snørklede og ikke reversible omveje) kom jeg ihu, hvordan jeg som barn havde en hemmelig drøm om at få bøjle på tænderne. Det havde alle de store piger fra 8. jo, og jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan jeg skulle transmorfere mig til en rigtig teenager – uden stål på tænderne? I mangel af bedre havde jeg for vane at sætte et stort og velgennemtygget stykke “Yenka”-tyggegummi fast bag fortænderne. Så lespede jeg på samme smarte måde, som de store piger. The One And Only mente, at jeg virkelig måtte stole på hans kærlighed, når jeg kunne afsløre sådanne sandheder om min fortid, og alligevel tro på, at vi havde en fremtid sammen 🙂
Da jeg efterfølgende fortalte, hvordan jeg ligeledes havde drømt om at blive lam i benene, så jeg kunne blive kørt rundt i kørestol og blot læne mig tilbage i sædet: opleve uden selv at foretage mig en hujende fis. JA, så stod han altså lidt af. – Det er okay at være mærkelig, men SÅ mærkelig….Not!
Han skulle bare vide, hvad jeg endnu ikke har fortalt:-)