Louise Juhl

Jeg er simpel:
Hvis a så b, hvis dag så dont, hvis røv så spids.
Det er vreden, der vækker mig til morgen, pisfuglesang, som om der var noget at synge om, gudfaderbevares, en sang fra de varme lande, måske, det er vreden, en meget, meget sulten kat med en hårbold i halsen, den siger forbudte lyde, katten, dybe, sultne, dyriske lyde, man kan næsten ikke høre den, vreden, den siver som gas.
Jeg får lyst til at tænde en smøg.

Har du hørt søen for nylig, har du hørt, hvordan den trækker vejret, holder det tilbage? dén venten, lyden af et stumt h, hvorfor h, hvorfor ikke a, “har man først sagt”, der er ligesom ikke nogen logisk følge af et h, vel, der er ligesom ikke andet at gøre end at vente.

Det er det, der pisser mig af!
den her venten, tankerne lige før man kvæler sit barn i en pude.
Og stilheden der følger efter.

Det er vreden, når jeg vågner, det er solen, majestætisk og pissecool, når den shiner så happy deroppe, for fanden hvor den shiner, heyyyy, og glor, gør den, som en skizofren dørspion, der kan se både ind og ud, uden at vide hvad der er hvad.