Nærmere
by Louise Juhl Dalsgaard
Når tågen pakker verden ind og mågerne flyver lavt på himlen, søger jeg mod vandet. Mod havnens grusomtgrå industri og kranernes knejsen. Så langt øjet rækker: Gråt i gråt
Luften er umulig at ånde, så tyk er den af fortættet fugt og noget andet, noget ensomt – mågeskrig. Så står jeg der og ser. Ser og ser og ser ikke en skid, men glor uhæmmet på det gustendunkle: en dragende hæslighed, der hvæser af verden og kalder på affaldsfisk og grove hænder. Ingen formildende omstændigheder, ingen uendelige vidder, ingen horisont. Alt er forsvundet i tågetæpper og kun klamme skrig fra alt for store, dovne mågefugle vidner om noget andet. Noget over. Noget under. Tågen
Havnen er rå. Ad helvede til rå. Her er ingen tabte skæbner, kun udtryksløse siloer og en ensom pæl iklædt lysende grønt mug.
Tågen har pakket verden ind og jeg vender mig mod havet. For en tid glor jeg, uden at se. Vender så om, vender tilbage. Ikke klogere, ikke spor klogere.
Men nærmere. Tågen.
Som altid smukt. Når tågen pakker verden ind, bliver den så mindre?
Tak Thillo!
Jeg føler mig ikke smuk. Jeg er så træt, så træt. Tågen mimer mit indre lige idag.
Og ja, verden bliver mindre når tågen bliver tæt. Grænserne rykker nærmere.
De er ikke kvælende, grænserne. Men trygge. I hvert fald i dag. Man kan gemme sig. I tågen. Det er godt.
..og en tåget julenat
Ballast nissen skreg
Jeg kan ikke finde vej
Rudolf kom og lys for mig
Og i kan tro at Rudolfs
røde næse lyst som et fyr
skål for de røde næser
dejligt jule eventyr.
De bedste julehilsner
Ballast jeg synes jo ikke du skal gemme dig i tågen.
Jeg synes du skal finde tågelygterne frem og sørge for at blive set. Og lade dig omfavne af andet og mere end skrigende fugtighed og varm luft.
Og lade dig falde – hen. Og nyde at se det du ser.
Som vi nyder godt af dit syn og dine maleriske ord.
Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne være din mosekone og koge din en tryg bryg af falde i.
Store varme ikke-grå krammer Bitten
@ballast. Dejligt råt stemningsbillede. Og nogle gange er tågen din ven, believe me you.
Knus og tak for dig.
Flot tekst, Ballast. Især den dér mugpæl. Den slags små billeder bliver hængende, længe efter at den sidste mågeklat er spluttet ud over det hele. Hvorfor kom Tågernes Kaj dog ikke lige hen og gav dig en julekram? 🙂
Kære Tekst, Bitten, Penpal og søde Beo:
Tilgiv mig, at jeg ikke kan svare jer fyldestgørende. Ikke kan takke jer eller forklare.
Jeg er træt. Fuld af tåge og omgivet af tåge- Træt, træt og meget stille.
Men tak. Jeg hører jer og i gør mig taknemlige. Tak!
Kom til at tænke på en fil jeg så i går. Det var The Hours. Ved ikke om du har set den Ballast?
Men der kigger den unge datter på sin fortravlede forlægger/redaktør af en mor – der lige har lettet sit hjerte til hende om, at den og den og den hun kendte var så kede af det.
– Mor, hvorfor er ALLE dem du kender kede af det?
🙂
Kom bare til at tænke på det, selvom jeg jo hverken kender dig eller andre her i bloggeriet (der er kede). Men jeg læser jo unægtelig om det her og der.
der skulle stå FILM.
MYRDER snart de taster!
Lonni:
Jeg har ingen ide om, om træthed er en epidemi i øjeblikket, men jeg ved at JEG er træt. Og jeg ved hvorfor.
Det gør ingen forskel. At jeg ved hvorfor. Trætheden er den samme. Med eller uden vished.
Myrd endelig nogen taster! Det kan gøre godt, hvis man er vred:D
Jeg er bare træt. Mon det så hjælper at massere tasterne. Forlade dem? 🙂
Det er det manglende lys du. Det er dét der tricker folk lige nu. Alle hormoner er sat på vågeblus. Bare vent til marts – når lyset i den grad vender tilbage – SÅ vågner hormonerne – deraf udtrykket “safterne stiger” og de plejer at stige alle til hovedet – men lyset gør, at vi bliver vækket og hjerteslagene går lidt hurtigere. Glæd dig 😉
Nej, mht tasterne – jeg taster ofte for hurtigt, og kommer til at ramme to eller tre – og så står der selvfølgelig noget helt andet end der skulle. I det her tilfælde troede jeg, at jeg ramte et M hvilket jeg typisk nok ikke gjorde. Det sker alt for tit – så derfor burde jeg ikke myrde tasterne – men arbejde lidt med mit latente death wish.
Ballast, du trætte søde.
Tilgivelse finder du ikke her – der er ingen synd begået mig imod.
Og kan du bruge ordene, giver det dig det mindste at læse/lytte så er det dig vel undt.
Og giver mine lommeuldne skriblerier ingen mening så ignorerer du dem.
Spar din energi.
Kram og overskud, varme og lidt farvelade med et fingerkys…