Louise Juhl

Jeg går med benvarmer, der når til fra mine ankler til det allerøverste af mine lår, det kan forveksles med strømpebukser, uldne, men er det langtfra.
Du bryder dig ikke om det, siger du, du vil helst, at jeg bærer noget, der slutter til over navlen. Jeg ved det, men trøster dig med, at ingen kan se noget.
Se hvad? spørger du og skyller et stykke frugt under hanen.

Som du står der og skyller og taler, bliver alt betydningsfuldt:
Måden vandet falder på, måden dine hænder folder sig omkring frugten og din læsben: “s(s)e hvad”?
Jeg stirrer på vandet, der falder som stavelser. Jeg tænker, at vand kun har en stavelse, derfor må vi dele det op, “blødt vand” og “hårdt vand”. Så har vi to ting at gøre godt med, lissom, så kommer vi tvivlen imøde.
Jeg spørger til vandet, det hårde og det bløde? Du svarer, at det er nu engang sådan, det er, vandet altså, det er noget med kalk og sammensætning, eller måske er det noget med manglen på både kalk og sammensætning, eller.

Det er på det tidspunkt, at jeg vælger at gå op og skifte til jeans.