Louise Juhl

For halvanden måned siden var jeg på kursus for at uddanne mig til læseguide – 4 superfine og lærerige dage i godt selskab. Undervejs skulle vi hver især forsøge os med at præsentere et digt for gruppen, jeg valgte ét fra Bjørn Rasmussens digtsamling Ming. Ikke fordi jeg kunne lide digtet, og da slet ikke fordi jeg bildte mig ind at forstå det. Men fordi digtet, til trods for at vække ubehag og efterlade mig uforløst, ikke ville give slip. Det blev ved med at vække min undren, pirre mig, vende tilbage. Og det fik mig til at tænke over, hvad det er litteratur kan? Måske særligt den slags, der ikke går “lige ind”, men som langsomt gnaver sig vej, som en borebille i et stykke træ. Ind i kødet på alle de knap så behagelige følelser: Angst, ensomhed og kaos.
Sådan er det med Bjørns digt. Det insisterer, det vedbliver med at bide fra sig, bide til. Jeg holder af det og dét, selvom jeg ikke forstår det – digtet er jo forvirrende: Der optræder en far, der ikke findes, en emhætte og en grøn mand? Digtets jeg er brudt sammen. Det samme er sproget, der virker uforståeligt og uden sammenhæng. Alligevel bliver jeg forført, læser videre – lige dele frastødt og tiltrukket. For hvad er det for nogle blå mærker, der tales om, hvor kommer de fra? Hvorfor står der valnød midt i det hele, hvorfor ikke agurkesalat? Og hvad mener digtets jeg, når det siger: “jeg tekstlæser mig selv hver eneste gang jeg siger noget”?
Jeg bliver svimmel, beruset, af det uforståelige og af de mange stemmer, der tales om og med: Far, gud, medicinen. Digtet virker som en virus på balancenerven: Op bliver ned, gulv og loft bytter plads. Det hele rabler – også jeget: “jeg er brunhilde med ragekniven/jeg er heidi for dig far/jeg er hele lille solens tarm.” Sikke noget vrøvl, tænker jeg, ingen kan vel på en og samme tid være en mytologisk skikkelse, en schweizisk alpepige og et kosmisk organ? Jeg er næsten parat til lægge digtet fra mig, indtil dette:
“der er så mange afvisninger i mit liv lige nu/altså afvisninger fra mig selv til mig selv.” Jeg læser linjen og føler mig afsløret, for jeg var jo også på nippet til at opgive – til at afvise. Digtet taler pludselig til mig, det åbner sig. Ikke med en port men med en dør på klem. Ordene begynder at appellere, vender sig mod mig istedet for fra mig, det taler til mig. Og jeg tager imod, lytter, begynder at læse tilbage med nye øjne: Læser ensomheden, der nævnes, og som nu virker dobbelt brutal, fordi den ikke alene bunder i et savn efter en far eller en gud – men et savn efter sig selv. Valnødden, jeg ikke forstod, nu ser jeg den lille hjernelignende frugt, ved hvordan den går itu, hvis jeg forsøger at knække den. Jeg mærker jegets afsindige (!) ønske om at være en anden, en andens: brunhilde, farens Heidi, solens tarm.
Alt andet end sig selv.
“bliv her på chatten/bliv her og kys mig/elsk mig,” trygles der. Er det mig, der skal blive, mig, der skal elske? Hvis ja, så er jeg, læseren, det sidste, digterjeget har at holde fast i, den eneste, der endnu ikke har afvist. Jeg sidder bogstavelig talt med digtets skæbne i mine hænder. Fanget indfanget, som “en grøn mand/i en drøm/der aldrig ender”
Tak, Bjørn, for at holde mig fanget.