Louise Juhl

Du har ret, Bjørn, jeg skal skrive med skamlæberne blottede, den her underlige ikke- farve som er mellem-kødets, lilla og dybrød: som ansigtet på et spædbarn, det skriger. Og siderne skal være fugtige, med spor af slim efter en snegl, det skal vende sig i maven på hver side, og det skal dunke en liiiiile smule i baghovedet efter hvert ord, “skede, hamster, feta, fuck,” det hele skal på en gang være minutterne lige før en migræne og sekunderne lige efter en orgasme, det er den umulige balance, der er skriftens, og hvert ord skal være sneglens antenner, der strækker sig op gennem underlivet (uhmmmm), over brystet, op til halsen og drøblen, og der, dér!, skal de små slimede snegle-antenner prikke en anelse til drøbelen, så skriften hele tiden er lige ved at brække sig, men også kun lige ved.