Louise Juhl

I dag udkommer min poetiske kortfilm på Forlaget Weltscherz. Den hedder “Om Arktiske Heste” og er en sanserejse i ord, lyd og billeder. Den kan ses HER .

Lidt om værket: Jeg har lyttet til meget musik. Jeg holder af dét, musikken gør ved mig. Den gør mig til en lytter. Måske fordi jeg taler meget, skriver meget, henvender mig meget, så er det rart at finde ro som lytter.
Musikken forærer mig et øre og overdøver min stemme. Det er en lise. Det kan måske sammenlignes med pludselig at trække vejret frit, hvor jeg til daglig må nøjes med at ånde gennem et sugerør ? Måske giver det ikke mening, men det er sådan, jeg har det.

Nu har jeg lavet et værk, der kræver, at man lytter.
Jeg er ikke musiker, jeg mestrer hverken tamburin, mundharpe eller cello. I stedet bruger jeg sproget som instrument,og billederne som forstærker.
Jeg tager lige ordene til hjælp, for at beskrive det:
Man tager en tomat og soltørrer den på terrassen. Det tager lang tid. Den skrumper i omfang, men den vinder noget i aroma.
Måske er det, hvad jeg har forsøgt med værket “Om Arktiske Heste”. Jeg har lagt mine ord til tørre på et billedlærred og ladet dem riste over en stemme.
En soltørret tomat er stadig en tomat, men den er også noget andet.
Jeg har lavet en digtsamling, men også noget andet: Ikke en menuet for klaver og trombone, men en etude i billede og lyd.

Temaerne for værket er mange. Lad mig nøjes med at sige:

1. At værket tager sit afsæt i det erotiske digt “Snebær”, som jeg vandt en førstepris for på Ordkraft-festival 2013.

2 .At “Om Arktiske Heste” handler om grænser, om at trække grænser såvel som at overvinde grænser. At man er nødt til at møde sine grænser, hvadenten man ønsker at trække eller overvinde dem.

3. At meningen med musik (måske) er at lytte og at finde et øre.

Du kan, som ovenfor nævnt, lytte og se og mærke “Om Arktiske Heste” her
(Tryk på “Se filmen”)