O
by Louise Juhl Dalsgaard
Du har trillet havregrynskugler en hel formiddag, uden at mæle et ord, du er fuldkommen koncentreret om at trille alle kugler ens, og om at rulle dem i kokos. At lægge dem i rækker af otte gange otte på et stykke papir.
Jeg har spurgt dig, om du vil have noget at drikke, men du ryster på hovedet, jeg har ladet min hånd glide gennem dit hår, men du gør et kast med nakken for at komme fri. Jeg har talt de mange grynede kugler, og spurgt, om du er tilfreds. Du har set på mig med de der øjne, tungt, og bare fortsat med at trille.
Jeg ved ikke hvorfor, og jeg tror heller ikke det er vigtigt, men af en eller anden grund føles mine bryster onde og min hud ru. Og det er ikke til at holde ud at se dig danne mønstre af otte gange otte, kokosrundt og kælent, lige ved siden af hvor jeg står.
Og samtidig være så uendeligt langt fra de hænder.