Louise Juhl

Jeg læser for tiden Ola Juléns “Orissa”, der lige er udkommet i en ny udgave på Basilisk/Krabbesholm. Bogen er på 163 sider, halvdelen blanke, den anden halvdel med udsagn af en linjes omfang. Bogen er altså langtfra en sværvægter vurderet på antallet af ord. Det kunstneriske omfang er en helt anden snak. Det er et mesterværk. En – i bogstaveligste forstand – væsentlig bog.
Ola Julén dvæler ved sine udsagn. Han bruger kun ganske få ord, enkeltlinjer, han bevæger sig rundt i et sprog, der er på vej i opløsning. Han famler. Ikke i blinde men ekstremt præcist. Han siger netop dét, der (skal) siges. Hverken mere eller mindre.
På side 63 siger han: “Jeg har ingenting at sige.” Udsagnet kan læses som en opgivelse af sproget, men også det modsatte: Et ingenting, der netop- som her – lader sig sige/skrive?
På side 29 dette golde udsagn:
“Jeg sidder fast.”
Der er noget næsten grusomt og alligevel nænsomt i Ola Juléns måde at skrive på. Alt det, der ikke bliver sagt, og ikke mindst det, der bliver sagt om det, der ikke kan siges.
“Det er en smerte, der ikke kan tales om.”
“Det her går ikke længere.”
En side til hvert udsagn. Sproget rækker ikke videre det, tværtimod synes sproget at være en mur, der forhindrer den skrivende i røre (ved) den, der læser. Der er et sprog imellem os alle.
En afstand, der understreges af bogens blanke sider, der følger efter hver digt. En fysisk manifestation af sprogets ophør.
Jeg ville egentlig skrive noget mere, men jeg har slettet det. For at tale OM Orissa vil uværgerligt blive et overgreb mod den ordknaphed, Julén mestrer til perfektion, og som netop lader det usagte sige sig selv.
Istedet slutter jeg af med forfatterens egne ord:
“Jeg har længtes så længe efter efteråret/og nu er det efterår.”
“Jeg har længtes så længe efter efteråret/og nu er det efterår.”
(Sætningen står kun én gang i bogen, men tåler i dén grad en gentagelse.)
Jeg kan ikke anbefale “Orissa” nok.
PS: En lille sjov ting: Bogen kan med fordel læses bagfra. I så fald ville Orissa slutte således:
“Jeg ved ikke hvordan jeg/skal kunne forklare dig det her.”
Dét, hvorom al litteratur kredser.