Louise Juhl

Der er ting, der vender tilbage.
Ja naturligvis, alt er jo spejlinger af spejlinger, havet, himlen og min bare røv, spejlinger det hele.

Men det ærger mig, hvor stærkt det føles. Eller det ærger mig, hvor stærkt jeg føler. Alt det følepis går mig på nerverne. Jeg vil for helvede bare spille bold op ad en mur i timer uden at spørge om mening eller mål (ha!) – alene for tilfredsstillelsen ved at holde bolden i gang og for lyden, når den rammer muren. Og skrive gotiske bogstaver og se dem træde frem på papiret, ikke andet, bare gotisk gotik for gotikkens skyld.

Men hele tiden er der heste, der hænger på en snor og som vugger i takt med min puls, og som kalder “hej, hej” eller “kom, kom”.
Og det eneste jeg kan tænke på er, hvorfor ikke du kalder på mig, sådan som hestene gør. Det er dét, jeg mener med, at alting vender tilbage og det er dét, der gør alting så forpulet spejlvendt.
Eller omvendt.