Louise Juhl

Da Naja Marie Aidt sidste år udgav bogen ”Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage”, læste jeg den med lige dele gru og begejstring. Bogen, der handler om sorgen efter at have mistet sin kun 25-årige søn, er ganske enkelt ubærlig – præcis som sorg er ubærlig. Sproget er fragmenteret, der veksles mellem nøgterne beskrivelser af hændelsesforløbet, rablende nonsens, citater, dagbogsnotater, sms´er og digte fra sønnen. Aidt spejler med sit ”usammenhængende” formsprog den splintrede og ituslåede virkelighed, sønnens død har efterladt hende med.

Et par uge senere læste jeg den ´svenske forfatter Ola Juléns ”Orissa”. Den handler også om sorg, men en anden sorg end Aidts. Bogen består af 165 sider, med kun én linje – på hver anden side. Det er sætninger som ”Der er en smerte, der ikke kan tales om,” ”Hvor længe skal det her fortsætte?” og” Jeg har længtes så længe efter efteråret, og nu er det efterår.” Sproget er nøgent, råt, og tomheden skriger fra de blanke sider. Modsat Aidts overvældende sorg, er Juléns sorg ordknap, iltfattig, kvælende.

Begge bøger er fremragende, og når jeg nævner dem, er det for at pege på, hvor afgørende en teksts form er for dens indhold. Man kan sige, at det ene findes ikke uden det andet: Uden form intet indhold og vice versa. Det er helt afgørende, at vi er bevidste om, at vi ikke kun udtrykker os gennem indhold, men at vi i lige så høj grad er opmærksomme på hvilken form, vi udtrykker os i – og med.
Uanset om sorgen (eller vreden, angsten, glæden) er altopslugende grådig eller kvælende tavs, så findes der et sprog for det. Det er derfor, vi skal blive ved at læse: Alle de sprog, der findes, alle de blanke sider, der fortæller en historie, alle de uforståelige rablerier, der favner det umulige.