Om at stå på hovedet og falde på halen
by Louise Juhl Dalsgaard
Hun står ofte på hovedet. Ja hun står på hovedet i sit lille mørkekammer bagerst i den tætpakkede og trange lejlighed. Hun står på hovedet i rummet bag ved alle andre rum. Som hun klemmer sig igennem. For at stå på hovedet.
Hun har hørt, at det skulle udvide horisonten. At stå på hovedet. At man derved får mulighed for at se tingene fra en anden vinkel. Et andet perspektiv.
Man udvikles. Man vokser. Oppefra og ned, når man står på hovedet. Siges det.
Men pludselig gror man fast. Også her. Med nye perspektiver og videre horisont. Også her stivner man. På hovedet. Og istedet for begge ben på jorden, får man håret i maskinen. Ingen jord under neglene, men tæpperester i øjnene. Ikke anbefalelsesværdigt!
Så hun vender sig atter til opretstående og ser fortvivlet, at intet er forandret. Udover en dundrende og stadigt tiltagende hovedpine. Så sgu da også…
Om at stå på hovedet og falde på halen
by Louise Juhl Dalsgaard
Hun har hørt, at det skulle udvide horisonten. At stå på hovedet. At man derved får mulighed for at se tingene fra en anden vinkel. Et andet perspektiv.
Man udvikles. Man vokser. Oppefra og ned, når man står på hovedet. Siges det.
Men pludselig gror man fast. Også her. Med nye perspektiver og videre horisont. Også her stivner man. På hovedet. Og istedet for begge ben på jorden, får man håret i maskinen. Ingen jord under neglene, men tæpperester i øjnene. Ikke anbefalelsesværdigt!
Så hun vender sig atter til opretstående og ser fortvivlet, at intet er forandret. Udover en dundrende og stadigt tiltagende hovedpine. Så sgu da også…