Louise Juhl

Hun går rundt i et virvar af ting og følelser, der ikke er hendes, men heller ikke nogen andres. Hun kan ikke rumme. Kan ikke rumme værelser fyldt med kulisser af et liv hun ved, hun aldrig vil kunne leve. En luft så tyk af tilbageholdt tomhed, at hun knap kan ånde.

Men hun ånder. Trækker vejret ind og puster ud – næppe hørligt. Hun holder tilbage på både vrede og sorg: Lægger pænt tøjet sammen og sorterer aviserne. Hver ugedag har sin egen bunke: mandag, tirsdag, onsdag og så videre. Hun skifter de nedbrændte stearinlys i stagerne. Altid gule lys. Altid.

Gøremål. Gøren. Uden mål.

Nogle gange lader hun sig overvælde. Af aftenens tiltagende mørke og væggenes golde stirren. Så sætter hun sig tungt i sofaen og lytter. Til den svage bilstøj fra gaden, til varmens stille summen i rørene. – Vandet fra et toilet der skylles ud og kendingsmelodien fra en tv-serie et sted bag væggene. Hun lytter og kan høre verdens lyde.

Hun forstår det ikke. Skræmmes. Må sikre sig at hun er tilstede og gnider febrilsk hænderne mod hinanden, for på den måde at mærke. En krop. Et liv.

Eller bare en hånd: Noget gribeligt midt i stilhed og ikke-hed.

Hun griber med den ene hånd om den anden, holder fast. Fastere. Klemmer til det gør ondt, og fingrene begynder at snurre. Slipper så et øjeblik, for sekundet efter at gøre det igen. Griber og klemmer. Hårdt.

Hun gør det præcis så længe, at hun kan opretholde følelsløsheden og tanketomheden. Præcis så længe, at fortryllelsen ved at mærke smerte og krop ikke overdøves af bevidstheden om det tåbelige i handlingen. Nøjagtigt lige sådan med de gøremål, hun fylder dagene med: Hun går lige til grænsen, men aldrig længere.

– Aviserne sorteres sirligt, gulvet støvsuges grundigt. Ikke andet. Aldrig længere.

Hun tænker sjældent videre. Orker ikke at skulle se  avisbunker og hændervriden i øjnene. Kan ikke rumme. At rumme. Hun går rundt i et virvar af noget, hun ved burde være hendes, men som hun ikke kender eller forstår. Et Noget hun savner desperat og som hun  kæmper for at nærme sig. Med orden og bunker.

Og hænder der klemmes hårdt, som for at holde sammen på det hele.