Louise Juhl

Jeg giver dig ret, man må gribe en gren, den første og bedste, og beskrive hver en knast, det brune, det grå, de grønlige svampes aftegninger, man må danne billedet af en dreng der skærer en stav og kalder det et sværd, man må følge ham ad stien ind i skoven og man må tænke at han undervejs tænker på et frimærke, et stempel, en is fra i sommer, og dér, et lysfald han kan slås mod, en drages ild, kapow!, han er verdens stærkeste for et øjeblik, men falder så og slår sig lidt, avforsatan, han sutter på riften, avforsatan, og synes pludselig, at der er meget langt hjem til frimærker og natlampen, og han kan ikke huske hvad vej han skal, han drejer omkring og det ene træ ligner det andet og dragen er væk, han kaster sit sværd og begynder at gå, småhulkende, ikke for alvor grædende, bare korte hikstende åndedræt, han vælger en sti til venstre og går en halv snes skridt, nej det er ikke rigtigt, det føles ikke rigtigt, så vælger han at være grønspætte, modig og målrettet, tjikkerlikkertjavtjav, han spejder efter solen og ved at klokken må være lidt over tolv, han husker ikke hvad solens position betyder for retning, men noget betyder den, det ved han, og alene det at vide, at der findes en løsning, at der er en retning og et hjem, giver ham nye kræfter, han tager endnu en pind, denne gang fra jorden, den her er tykkere, et rigtigt samuraisværd, man kan kløve lianer med det er han sikker på, han skal nok finde vej nu, om ikke andet så fælder han en gammel eg og bygger et hus og fanger en bjørn og tænder et bål og, ja han gør så, han er ikke bange, nej han er overhovedet ikke bange og da slet ikke for bjørne eller mørke eller for at fare vild, for hvor der er en skov er der grene og hvor der er en gren er der et sværd. Af lys, Jedi.