Louise Juhl

Jeg er træt af ånd. Giv mig OST. Lad mig æde ost, være ost, lugte af ost. Lad mig blende, koge, hakke, stuve, frittere ost. Confitere ost. Inseminer mig med ost. Jeg vil elske-og-ære-til-døden-os-skiller ost. Stille op i Løvernes Hule og afgive 95% af min sjæl til Jesper Buch for en ost! Fra nu af vil jeg dampe som parmesan på en stenovnsbagt pizza, smelte mig vej til enhver gratineret grøntsags hjerte. Jeg vil reducere mit ordforråd til: Say cheese. Udgive en hel bog med den linje, side efter side, ord for ord: Say. Cheese. Folk vil smile på kommando efter endt læsning og sukke efter mere. De vil forlange stærkere, vildere, højere, hurtigere oste. Ringene i de Olympiske Leges logo vil blive erstattet af en ost. Ilden. Luften, vi ånder, digtene, vi skriver, duggen, der falder – det hele vil blive ost. Også jeg vil blive en ost. Mit smil vil løbe som smelteost ned over min hage, og mine tanker smuldre som feta. Det bliver så godt.