Louise Juhl

Når jeg skriver, er det mest for ikke at være alene med mig selv. Jeg henvender mig til mig. Skriften gør mig til læser af mine egne udsagn. “Er du der?” skriver jeg, og spørger. “Ja”, skriver jeg, og svarer. Sådan er jeg ude af hænderne på mig selv, når jeg skriver, sådan er skriften ude af sig selv, sådan er skriften en kamp, der ikke vedrører mig, men som involverer mig.
Jeg sidder i mit sommerhus og læser Duras’ At skrive, det regner, og jeg tænker over ensomheden. At jeg vel prøver at undslippe den, ensomheden, ved at henvende mig til nogen, gerne mig selv, hvem ellers, jeg er jo alene. Min henvendelse er gerne en smule aggressiv, ser jeg, en slags selv-selvtægt, hvor “jeg” prøver at tage “mig” med bukserne nede om knæene.
Jeg husker en terapeuttype, Lars hed han, der læste min første bog, ” Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”. Da han var færdig, sagde han, “you have an ongoing problem,” og jeg tænkte what the fuck. Det er svært ikke at give ham ret: Jeg bliver nok ikke færdig med det hersens liv, før det dersens liv er færdig med mig.
Ind imellem prøver jeg at holde mig vågen, det er svært, jeg tygger således tyggegummi, alene for at holde min mund beskæftiget. Det lyder som en metafor for noget andet, noget større, men det er helt konkret, jeg tygger virkelig intenst, hele tiden.
De sidste par år er problemet vokset. Hver gang jeg sætter mig med en bog, falder mine øjenlåg sammen omkring mine øjne, det samme sker ved mange andre gøremål. Jeg må derfor anstrenge mig voldsomt for at tygge færdig, hele tiden tygge, det er svært at sove tyggende, nemlig, jeg må holde mig vågen.
Når ikke jeg sover, overvejer jeg, om min næste bog skal hedde “Det, der ikke skete i Silvia Naftans liv, da” eller “Hvis nu virkeligheden i virkeligheden findes” Allerhelst vil jeg skrive en række fabler for dyr, jeg har spurgt min hund, Mumrik, om han vil være redaktør.