Louise Juhl

Jeg var i Israel og gik gennem sand; mine spor gik den modsatte vej af min krop og de omkring mig kaldte mig navne, først ”Pharao”, så ”Pharinde”, og jeg tænkte, at det var helt fantastisk sådan at bære et navn med Ph gennem en ørken, det virkede så symbolsk og af betydning, præcis som med fodsporene og min krop, der bevægede sig i hver sin retning. Det måtte være vigtigt, det her, her måtte ligge nogle budskaber gemt: ørken, sand, spor, navngivning, kvinde, det tabte land.
Og jeg mærkede mig hvert skridt og jeg løftede mit blik på den helt rigtige og langsomme måde [som en sol der rejser sig af havet, åååh] og jeg tænkte: det har betydning, jeg har betydning, noget er ved at ske, det gryr, noget er undervejs, jeg finder navn og havn og …
Det er først nu, hvor jeg er vågnet, at det grandiose blegner lidt. At Ph i en ørken og en krop forladt af sine fødder ikke helt er nok til at sikre havn og tøjre ankre.
Mindre kan også gøre det: en vindues-hvisker, for eksempel
[med hv som alle andre hvæsentlige spørgsmål]