Ru

by Louise Juhl Dalsgaard

Du folder mine hænder som et lagen, og jeg nikker. Ikke fordi jeg forstår, men fordi det er sådan vi gør: nikker og krøller os sammen til en kugle af sølv og papir, former os en fælles krop.

”Hvis jeg rækker mig på tåen, vil du så holde mit vejr”, spørger du hviskende.

Og jeg føjer dig. Sådan bliver vi en hemmelighed, der kun findes, når vi er sammen: Du slikker du mit sår med en tunge af sandpapir, og jeg hvæser tilbage.