Louise Juhl

Om morgenen er alting i ro. Gardinerne hænger uden antydning af bevægelse, lyset udefra holder sig sin side af vinduet, trænger sig ikke på. Så kan jeg sidde i bare tæer og se på mine fødder, for eksempel, eller jeg kan ligge i sengen og tælle furerne mellem masonitpladerne i loftet, som om de var ribben i min ryg.
Jeg holder af den slags. At løsrive mine tanker fra alt andet end netop dét at tænke, ikke tænke over eller tænke på – bare tænke.
Jeg tror akvariefisk gør det samme. De savner ikke livet på land eller ærgrer sig over gentagelser, nej de ånder gennem gæller og svømmer til verdens ende, uden at støde mod glasset i bowlen.
Det er måske derfor, jeg så gerne vil have en fisk. Nej to fisk vil jeg have, de skal hedde knofedt og kampånd.
Fisk ånder ikke på glasset, for at tegne hjerter i duggen, og de digter ikke om virkeligheden.
De tager det, der er, for hvad det er, og de svømmer som om det gjaldt livet.