Louise Juhl

Ak ja, det er søndag. Igen. En uge er passeret, og en ny truer.

Søndag står stille. Holder vejret. Man går omkring i verden og håber, at man ikke bliver set. Man bærer løse bukser og gummisko, håret er midt-i-mellem og hjernen kører på blues-kanal. Naboerne er at se bag gardiner og ønsker lige så lidt at blive genkendt, som du selv. Alle smiler venligt til hinanden. På vej videre. “Dav, dav, dejligt vejr og jo tak det går fint”. Og man spørger: “Hvordan med dig”- venter ikke på svaret, men iler afsted i en blanding af flugt og forglemmelse.

Søndag står stille. Udenpå og indeni. Statustid…uuuhhhh. Alt det, man havde håbet at nå, men ikke nåede. Alle de opgør, der skulle tages; al den vrede, der skulle affyres; al den selverkendelse, der skulle finde vej fra tanke til handling. Alt det, der nu istedet bliver det tyngende projekt for den foranstående uge. Man bliver så træt. Skræmmes ved tanken om at nå endnu en statussøndag med intet andet end uopfyldte drømme og skuffede forventninger.

Måske er det derfor stress og travlhed og jag er så dragende? Fordi alternativet – ro, omtanke og refleksion – er så vanvittigt konfronterende. Så smertefuldt. Skuffelsen og skammen ved ikke at leve op til egen forventninger.Måske det er derfor man undgår de nødvendige opgør og de positive forandringer: Man frygter at skuffes en søndag i stilhed, hvor det bliver så tydeligt, hvad man ikke nåede. Hvad man ikke gjorde. Hvad man ikke ændrede. Så hellere tungen-ud-af-halsen og pyyyhhhaaa og træthed. Man gemmer sig så godt bag hverdagens påståede pligter. Bag det-man-jo-nødvendigvis-skal-og-bør-og-må.

Er der noget at sige til, at jeg frygter søndagene?
Fordi de rummer muligheden for at skabe forandring. For alvor. For lifetime.
Og dermed også udstiller de muligheder, der aldrig bliver grebet.