Louise Juhl

Det litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS har netop afsløret 6 helt nye tekster af forfatteren Simon Fruelund, der valgte Rådhusparkens skulptursamling som omdrejningspunkt for sine bidrag.

Teksterne er udgivet direkte på skulpturenes sokler i et selvklæbende gult materiale, der synes at efterligne butikskæden Nettos ætetik. Layout og materiale fungerer på den måde som et interessant modspil til de ellers så noble bronzefigurer.

Ved Ceresbrønden finder man den første af simon Fruelunds seks tekster, der med lige dele provokation og eftertænksomhed rejser spørgsmålet: “lugter leverpostejen lidt af kloak /og lugter folkesjælen lidt af leverpostej når den åbner munden”.
Ved hjælp af det spørgende udsagn inviterer digtet forbipasserende til en samtale om svin, folkesjæl – og eventuelle sammenfald derimellem.
Rent grafisk er teksten hængt op, så de afsluttende ord “når den åbner munden” flugter grisens mund, hvilket understreger sammenhængen mellem form og indhold, der gensidigt synes at forstærke hinandens udtryk.

Lidt til højre for Ceresbrønden finder man “Vågnende kvinde” af Kai Nielsen, der forestiller en gryende kvindekrop, der netop er vågnet efter søvn. Simon Fruelunds tekst mimer det graciøse i digtets indledende linjer:
“som skyggerne på det sølvsmykke/der er din samvitighed/står træerne i den lysegrå dis/ranke, bladløse, endnu ikke tyngede af forår” Alt ånder fred, søvnen og disen spejler hinanden, det samme gør de bladløse træer og den endnu ikke frugtbare krop. Men så sker der noget, digtet lader de omgivende træer håne figuren: “du er en fucking ho,” hvisker de. Men den unge kvinde får også mælen, og lukker næsten munden på digtet med ordene: “lad os droppe naturlyrikken/fæld de træer”.
Et fin kontrapunktisk vekselvirkning mellem skulptur og tekst.

Også “Pigen af 1940” har fået sit eget digt, der handler om træklatrende geder, gæs og knirkende havelåger. “Ved du at gedens pupil bare er en sort streg?,” spørger digtet midtvejs i det kun tre linier lange digt.

Der er ingen til at besvare det spørgsmål udover beskueren. Pigen af 1940 forbliver tavs.

På skulpturen “Den svangre” af Johannes C Bjerg er der ikke megen svangerhed at spore. Kvindekroppen er “anstændigt” afbilledet, næsten provokerende umærket af sin graviditet. På bagsiden af figuren hænger Fruelunds lakoniske digt:
“hemmeligheden er at alt kan ses/ hemmeligheden er at der ikke er nogen hemmelighed”.
Som læser og betragter står man velsignet uforløst tilbage, fuld af undren og ubesvarede spørgsmål: Hvordan kan noget åbenlyst være en hemmelighed? Hvordan kan mangel på hemmeligheder være en hemmelighed?
Få linjer, der rummer stof til mange timers eftertanke.

Også Einar Utzon-frankes skulptur “Atalante” har fået et par linjer, placeret grafisk, så man må hele vejen rundt om figuren for at læse dem i sin helhed:
“Og se, kærligheden kom til hende/som en hunbjørn”.
Igen fungerer ophængningen af teksten, så den skærper opmærksomheden på figuren, fordi man tvinges hele vejen rundt for at læse de kun to linjer.

Ved Agnete og havmanden finder man Simon Fruelunds længste bidrag til ATLAS OVER AARHUS.
“Se ham smøre sin kærlighed tyndt på/så der er til 8 sønner/se hvor hun gisper smukt efter vejret/Nu er der igen happy hour i nærbutikken/Se hvor de ekser fint sammen/hvor han forveksler anspændthed med nærvær/Det er en kunst/se ham stå på den isflage resten af sit liv”
Der er en pudsig overensstemmelse mellem den måde, Simon Fruelund påtaler faderens afmålte kærlighed til sine 8 sønner (se ham smøre sin kærlighed tyndt på) og digtes ligeledes 8 linjer? Ironien synes at fortsætte med ordene: “han forveksler anspændthed med nærvær/ Det er en kunst”, der både kan referere til havmandens mildt sagt umage positur, og til poesiens måske ligeså umage forhold til virkeligheden. En slags anti-poetik?

Der kan siges meget mere om såvel Simon Fruelunds tankevækkende ekfraser over rådhusparkens skulpturer, som om Oliver Jybæks fine grafiske layout. Som helhed fungerer udgivelsen af de 6 tekster som et vellykket lærestykke i, hvordan litteratur i byrummet kan tage sig ud, når den gør det bedst.