Louise Juhl

Du talte virkelig hektisk, du blev ved med at tale, selv når jeg standsede for at binde mit snørebånd, du talte og talte om spind, om hvordan telefontrådene dannede et kæmpestort net, som vi ikke bemærkede, men som fremstod tydeligt, hvis man så det hele fra oven, ude fra rummet. At vi var lukket inde i den her kæmpestore net af tråde og stråler sendt fra mast til mast, at vi lignede fluer udefra, småbitte intetanende insekter, der med fuldkommen infantil naivitet summede omkring i cirkler uden at vide, at vi var fanger i et spind. Og som om det var det eneste, sagde du, som om det her afsindigt fintmaskede, usynlige net af telesignaler var det eneste, men nej, der var meget mere at bekymre sig om, de lysregulerede kryds, for eksempel, de her figurer der skiftede farve fra rød, til gul til grøn, tilsyneladende altid samme skift, samme farve, stop, vent, gå, men du vidste bedre, sagde du, farverne var slet ikke de samme, nej de skiftede med månens bane, den røde, den røde ændrede nuance sidst på måneden, den blev mere skinger-rød, mere insisterende, STOP, det var ligesom med kvindernes cyklus, det her mønster, en slags frugtbarhedssignal, snart ville de formere sig, de røde mænd, mod slutningen af måneden ville de blive flere og flere, mere skingre og mere højtråbende i deres tavshed, STOP, du talte virkelig hurtigt nu, og jeg klemte din hånd, hårdt, og standsede for at lukke min jakke, men du talte videre om spind og røde mænd og signaler og om at vi var insekter i et kæmpestort spind, og klemte om min hånd og jeg om din, det gjorde ondt, og jeg så op for at få dig til at holde op med at klemme, og jeg så, at din mund slet ikke bevægede sig, at dit ansigt var stivnet, og jeg kom i tvivl om, om det hele bare var noget, der skete i mit hovede, om du ingenting havde sagt, om det var mig, der i virkeligheden talte, om al den snak var signaler, jeg modtog fra alle de tråde i luften, om du måske var tavs, fordi du nu havde fået øje på en uendelig formation af røde, gule, grønne mænd, gå, vent, STOP.