Louise Juhl

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere vred, mindre eftergivende. Måske er det alderen. Det er ok. Det kommer mest til udtryk, når velmenende mennesker vil tage brodden af mine bekymringer, ved at forsikre mig om, “at der er så meget at glædes over.” Det er ikke fordi jeg er uenig. Der ER meget at glæde sig over. Men at bruge det som et argument for, at man ikke skal bekymre sig, den køber jeg ikke. Tidens firmaformatterede menneskesyn, den religiøse dyrkelse af vækstideologier og den brutale arrogance overfor naturen, alt det, det er bekymrende. Meget.
Jeg har svært ved at forstå, at man, som det første og vigtigste, bliver bedt om at trække en iltmaske over ansigtet, hvis det fly, man sidder i, er ved at styrte ned. Man gør, som instruksen foreskriver, selvom man egentlig godt ved, at ilt næppe er løsningen, hvis flyet rammer jorden med hundreder af kilometer i timen?
Jeg synes der er vildt meget at glæde sig over.
Vingummiflæsk, atomfysik, klaverkoncerter, hardbacks, lydord.
Spørgsmålet er bare, hvor længe vi kan glæde os over alt det, hvis verden falder sammen om ørene på os.