Jeg går altid en lille smule i stykker, når jeg læser Bjørn Rasmussens forfatterskab. Hvorfor lader jeg så ikke bare være, kunne man spørge, men dertil vil jeg svare, at jeg netop læser Bjørn Rasmussens tekster for at gå lidt i stykker. For at gå i stykker betyder også en mulighed for at stykke tingene […]
Det falder over mig (ude i skoven med hunden,) at angsten er et valg, eller netop ikke, at angsten vælger, hmm. I går var jeg til kontrol på sygehuset, de siger, at jeg skal have botox i mine fingre, lægerne, de siger, at det vil lamme mine nerver, så de slapper af og blodet kan […]
Jeg er vendt tilbage. Til en angst, jeg havde tabt, og som har efterladt mig med betændte sår i stedet for øjne, gullige kugler af angrebet væv, tomme forventningsbylder, pis mig i øret og fuckofness og dét, der er værre. Jeg har tvunget pasteller frem, grønne håb og halleluja. Smukt. “Det bliver godt, det SKAL […]
en gendarm væver et øje i uld – et skudhul han kan sigte sig igennem Ὗ
Hun væver ham et øje i uld, og giver ham en æske, han kan springe op af. Som trold, Puf! Hun falder om, næstendødt. Han sender en hund afsted for at tjekke byttet. Hunden logrer. Han går hen til det, der ligner en krop, hendes måske. Den ligger stille, kroppen, og ansigtet ligner et skudhul. […]