Louise Juhl

Derfor lægger vi dagene i ruiner: så der bliver noget tilovers til nattens. [i mørke er alle katte kælne]  

at ankomme til en gård et naturskønt sted, det har regnet og duften klæber til tøjet, massivt og dog let, jeg ser mig omkring:
de gamle træer der vokser i umage vinkler, stierne der har indrettet sig i umulige mønstre, (hvis jeg tegnede dem på et landkort ville de flugte noget umuligt – men fint), det […]

Jeg er ådselsjæger og sluger gerne din fortabelse [gulp!]      

Jeg græder snot og uanset hvor meget jeg rækker ud og du rækker frem, så er vi lige-fucking-forpulet langt fra hinanden. Dérfor [hvis du havde spurgt] splintrer jeg det ansigt, du kender som mit, i syv års ulykke: Så kan du samle dig et spejl, pege og sige “Hvad sagde jeg?”      

jeg vil skrive en fabel om et dyr med mange ben eller mange øjne eller både og; en akavet fætter, en tangloppe måske [men mere eksotisk]; en tanzaniansk gazelle, nej den er for yndefuld, en flodhest der altid glimter i øjet, nej en fisk i signalfarvet kamuflage, en giraf i stribet; tudsens tilsyneladende tarvelighed eller […]

pindsvin og påfugl; selv-i-modsigelige selvmodsigelser     

”Jeg rækker mig på tåen og holder på mit vejr”   (det er så svært at sigte i den positur, det er så svært at gøre hverken fra eller til) (nogen må gøre noget. Ja ! Nej ? )        

  For skammen den vil bide og leden samle bær        

Hvis jeg suger kinderne ind, bliver der et smilehul tilovers, som du kan låne. Hvis du spørger pænt, altså. “Må jeg bede”. Og sådan. Så vil jeg smile villigt, og et øjeblik være din helt egen tiny vampyr på kur. ja.