Appellernes Bog, 1.7
( Nu ligner kroppen dét, den er: For mange rum uden vægge. De kalder mig levende af samme grund? )
( Nu ligner kroppen dét, den er: For mange rum uden vægge. De kalder mig levende af samme grund? )
Hvis ikke, må man føle. Eller: Man må stryge sig som vinden mod blade og træer, nej, som en kælen kat og håbe, at noget giver genlyd At nogen gør Vinden svarer. Ikke. Vinden bare gentager og fordobler. Vinden stjæler hushjørners hvin og gør dem til sine Vinden skriger dig i øret “Jeg er sgu […]
Det vi forveksler med/ os selv/ de kælne hænder før regn/ og den der duft af / grøde/ det vi forgriber os på/ før sne/ varme knuder og/ slikkende flammer bag / rygge/ det vi forvilder os ind i/ før døden/ pulsen og håbet/ og selv til det sidste / livet/
Hans drømme er kølige næver kun en krop kan bære. Drømme af jord der ligner en grav. Af jord skal de igen opstå: Som blå udtrækninger på huden og læber i timerne efter.
Tidevandet er! Men hvem er du med søm på fingrene og sølvsmedens ild?