Louise Juhl

Jeg bider negle, det er en virkelig dårlig vane, en blanding af nervøsitet og sutterefleks, velsagtens. Jeg læser samtidig om andre digteres syn på Tomas Tranströmer og tænker, at han lige præcis er så poetisk, at alt, der bliver sagt om ham, virker så alt for definitivt, som om død betyder død. Og det gør det jo også, men, men, men. Hvis man kan tale om at elske, så elsker jeg hans insisterende patos. Dét, at det for Tranströmer hverken er forkert eller naivt at tro på kærligheden, nej han peger på den, peger den ud, hæger om den, og siger dermed, at så længe den findes, kærligheden, så er det vores forbandede pligt, at fremhæve den, dyrke den, at længes ved dens side. Det elsker jeg ham for (i nutid og altid), at han, med Elsa Gress’ ord, vedbliver at “elske med det altid uerfarne hjerte”, det savner jeg at andre tør, modet til at turde at elske – uerfarent, det vil jeg savne.