Tvivlens nådegave
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er i tvivl om, hvorfor han aldrig taler til mig. Jeg er i tvivl om, hvad det er, jeg tror, han ikke siger.
Den er nidsk, tvivlen. Som en flåt bider den sig fast i den tynde hud bag øret. Jeg smører den med margarine, og prøver forsigtigt (med et pincet) at fjerne den. Men tænderne sidder altid tilbage. Tvivlens tænder. Bag øret. Værre end en ræv.
Tvivlen kan, som flåten, lamme dele af kroppen. Tvivlen kan løbe som savl fra en tabt mundvig.
Måske er det derfor, jeg ikke forstår den. Fordi den forhindrer mig i at sige, hvad det er, jeg ikke forstår.
Fordi jeg løber som savl fra dens mundvig, tvivlens.