Louise Juhl

Jeg er så træt af sandheden,

der løber mig koldt ned ad ryggen. Så træt af drømmene, de store tabere, nøjagtigt som jeg, der bare digter dumt og dagligt om løgnen, fede fantastiske fabuleringer om himmeltunge øjenlåg og famlende håb. Fortællingerne i finsprit dissekeret og gemt i glas, til bedre tider. Måske. Jeg er så træt af klicheerne, disse altid gyldne løfter jeg giver mig selv, amar´ og kors, bånd og stjerner, som lod og lovning om mere eller mindre, ja mindre mest. Jeg er så træt af nuet, som leger med mig og tanken om fremtid. Fugle i flugt og ben over kors, tog til tiden og tvivlende tro – utopier så blege, at jeg græder for ikke at le. Jeg er så træt af mig selv, denne banale skabning uden krop eller krav, bare tyndslidt tillid og tungetalt tvivl, så simpel og såret og sand. Ja, jeg er træt af mig selv, så træt af den sørgeligt sande kliché

som er mig.