Louise Juhl

Jeg løber som mælk fra dine bryster.
”Jeg er ikke et dyr”, siger jeg, ”jeg er ikke et menneske”

Vi ligger i hver vores ende af sengen og vipper med tæerne, måske for at forstå, måske bare for at holde varmen.
Jeg spørger dig, om man kan drømme over sig?
Du griner og sparker til mit ben under tæppet.
”Av”, siger jeg, ”se selv, du drømmer ikke”, svarer du, som om du hører virkeligheden til? Som om vi finder sted sammen, her?