Louise Juhl

Det vækker gang på gang stor undren hos mig, hvor lille verden egentlig er.

Jeg tænker: normalerweise kan jeg gå fuldkommen i panik over alt og intet, uoverskueligheden kender ingen grænser og min tilværelse trues af total opløsning, hvis ikke ALT fungerer planmæssigt. Jeg er – erkendt! – kontrolfreak. I absolut invaliderende grad. I en grad så jeg er i overhængende fare for at skubbe mine nærmeste (og fjerneste) fra mig, fordi selv nærhed og kærlighed griber ind i forudsigelighedens sfære, og således antager dimensioner af en trussel. Ja, fordi nærhed og kærlighed i særdeleshed er uforeneligt med kontrol, forudsigelighed og planstyring.

Og så: Det værst tænkelige sker; man rives bort – ud- væk fra- alle de vante rutiner. Rammerne nedbrydes. Planerne falder fra hinanden, intet fungerer som man havde tænkt sig. Vandet i hanen er koldt, det regner hvor man havde forventet sol, man er to og ikke een, bilen får ridser. Vigepligten ophører med at være gældende lov, fartgrænsernes fleksibilitet får liiige lovlig rigelig elastik – vejenes stand taget i betragtning. Supermarkedernes kø-kultur er vanvittig provokerende, parkering er en by i Rusland (Italien??!!) og bilhornene gjalder konstant.

Mine sport får et skud for boven. Jeg kan ikke bestemme alt. Jeg ser min egen forkælethed, nærighed, træthed og angst i øjnene. Jeg ser natur så smuk, at selv et par malplacerede skraldestativer ikke kan spolere oplevelsen. Jeg bliver rørt over fremmedes hjælpsomhed og spontane imødekommenhed. Jeg forundres over Siennas ubeskrivelige skønhed, grandiositet og fred. Jeg ærger mig over regnvejr og lorte-fucking-Pulica. Kan ikke begribe at veluddannede mennesker, og unge skolesøgende italienere ikke fatter en brik engelsk. Ikke en brik!!! Og indser hvor helt urimelig heldig jeg er, at have mødt jordens mest fantastiske kæreste. Overbærende, tålmodig, intelligent, smuk, sjov og kærlig. Helt, helt ufortjent har jeg fået den bedste gave, man kan tænke sig. Og jeg gribes af en kvælende angst for dommedag og afregning ved kasse 1 og goddbye, farewell og desværre.

Og igen: hvor synes hverdagen da pludselig vanvittig håndgribelig. Whats the problem? Okay muligvis en busstrejke, en uforudset regning eller en skosnude der trykker. Men alt – ALT – kan planlægges (undtagen kærestens kærlighed: den er en daglig gave, man ikke kan forlange eller optjene, men kun modtage med uendelig taknemmelighed og håbe, at det varer). Måske skulle jeg forsøge at bevæge mig en aaaannneeellllsee uden for rutinernes skematiske slaveri? Måske jeg skulle forsøge med lidt rod, lidt slendrian, lidt ødselhed. Måske lidt mindre alvorlig og lidt mere glæde. Måske lidt mere italianissimo. Lidt mere vanvidskørsel, lidt dyt i hornet, lidt flere bakker og lidt mindre lige-ud-af-landevejen. Måske….