Vilkår
by Louise Juhl Dalsgaard
Knoglerne der ikke mere kan bære. At lystre mine ordrer.
Kroppen der ikke længere kan rumme. At hele det splittede.
Noget, der ikke længere kan modstå. Andetheden.
Og jeg. Der ikke mere. Orker at bøje mig. Sammen om en krop og en længsel. Der ikke kan overvindes. Men kun erkendes som afstand. I tid og rum. En afstand der er. Der altid vil være.
Jeg strækker armene frem. Rækker ud og favner et vilkår. Jeg ikke kan leve med. Og ikke kan leve uden. Og derfor må elske. På trods.
Men måske er kærlighed netop at elske det man ikke kan elske? Det er jo let nok, at elske det man kan elske. Men at finde det og kun det, lyder for mig som en amerikansk film baseret på en bog af Danielle Steel.
Med forbehold for at have svaret på noget helt andet, end du har skrevet om…;)
Nu vil jeg nødig komme under mistanke for at leve under en Danielle Steele-filosofi, så alene af den grund er jeg tilbøjelig til at give dig ret, Gaffel 😉
Og ja: Kunsten er at elske dét, der er at elske. Hvilket ikke altid er let -omend nødvendigt. Måske er kærlighed også af og til en tilvænningssag. Gennem gentagelsen og anstrengelserne vinder man muligvis en visdom og et nærvær, der skaber…kærlighed ?
Superskønt at du gæster min blog. Tak for det 😀
Nej, sat over det alternativ kan jeg godt se, at jeg næsten hi-jacker dig til at give mig ret…
Jeg gæster skam dagligt din blog, men vil bare så nødig udstille mit begrænsede tekstfortolkningstalent og træde unødigt i sputnikbedet 😀
Balluet…der er en sammenbidt kraft og underløbende voldsomhed i dine tekster, som er lisså tiltrækkende som frastødende. Det, du er god til, er at dosere, synes jeg. Men det er godt nok tough stuff. Skal næsten læses med beskyttelsesbriller, og det mener jeg som en kompliment. Man bliver ikke glad af at læse det, men man bliver glad for at have læst det 🙂
Gaffel:
Udstil du bare. Dit talent og din (berettigede) undren eller modstand! 🙂
Beo:
Nej, jeg er ikke just humørspreder her på bloggen. Desværre. For som jeg ofte har nævnt, er jeg faktisk et ret humoristisk gemyt i det daglige,- kan næsten ikke lade være at vende tingene på hovedet eller drille… 😉
Men her på bloggen er det som oftest alvoren, der sætter dagsorden. Fordi jeg ikke har så mange andre steder at placere den,- vil nødig belemre mine nærmeste omgivelser. Med alvoren og tungsindet, altså. Og de (alvor og eftertænksomhed) er trofaste følgesvend for mig, så jeg behøver sgu lidt aflastning i ny og næ. Og det går så udover stedet her. Undskyld!
Vi nødig være dagens lyseslukker i blogverden. Vil egentlig gerne være alt andet end det. But you can´t always get, what you want…Suk.
Imorgen vil jeg prøve med lidt fest og farver – promise! Ingen beskyttelsesbriller påkrævet! Og forhåbentlig bliver man så både glad af – og for – at have læst det 😀
Jamen, Balluet…du behøvs ikke undskylde. Tværtimod skal du være stolt over at kunne forvandle følelserne til form og indhold, på den måde du gør det her på bloggen. Der er jo kvalitet i de valg du foretager. Og dermed blir det vedkommende for andre. Og man bliver glad af at læse gode tekster…efter at have løftet blikket fra de brændende bogstaver. Så bliv for guds skyld ved med at rase så dejligt. Please? For min skyld? 😀
Ballast: Jeg tror ofte en blog er en slags skyggebillede af personen bag, eller spejlbillede om du vil. Den hverdags-glade kan rase ud, og omvendt. En blog bliver vel tit en ventil, for det man ikke gør og viser i hverdagen. Så hvis man skal have et dækkende billede af mennesket bag, er det næppe nok at vurdere på baggrund af det skrevne, eller det man ser hos vedkommende i det daglige, men ville kræve et både-og?
Beo:
I´ll do anything for you dearest 😉
Og for Guds skyld ligeså: Vil så nødig stå ved Himlens Port og blive nægtet adgang, fordi jeg kunne risikere at sprede dårlig stemning 😉 Så står man ligesom der og flagrer så dumt….
Gaffel:
Nej, hvis folk ene og alene dannede sig et billede af personen bag Ballast/Silhuet tror jeg, det ville resultere i et meget dystert portræt. Tvivler på, at det ville danne grobund for ret mange kontakter IRL.
Jeg ER tænksom. Meget. Men lidt ligesom dig (for du kan IKKE skjule, at du er eftertænksom trods humoren) kan tænksomhed også ofte medvirke til pudsigheder og sjove ideer, som jeg benytter flittigt i min daglige omgangstone. Tror egentlig ikke mange af mine kolleger ville kunne genkende nogetsomhelst, om de stødte på min blog…
Men hvem der kender mig bedst:læserne eller kollegerne??? Hmmm, thats a though one!
@ballast. Verden ser også dejlig ud gennem svejsebriller. Jeg har ikke noget imod at misse lidt med øjnene, når jeg har læst dine tekster. De rykker som jeg har skrevet talrige gange – mine grænser for hvor smukt smerte kan beskrives.
I min verden ligner det en bevidsthedsforskydelse mod det bedre. Det er en proces, men ællingen bliver til en svane. Den kan ikke andet. Den er født en svane.Således også du, selvom det gør ondt at få så lang en hals og så tilmed elske den.
Kram fra mig.
Penpal:
Jeg tror du ved, at du gør mig hamrende glad med din ord. Håber sådan, at du har ret… At min hals en dag kommer til sin ret 🙂
PS: Til jer alle
Det er næppe tilfældigt, at jeg ikke længere er at finde som snurrig blogger på forsiden af Urbanblog: Der sidder nok en webredaktør eller to og tænker “Hildemænd lad os få den dødssejler af banen”… 😀
Og det er ok…
Ja Ballast, de snurrige bloggere bliver udskiftet en gang imellem, og et nyt hold kommer til. Jeg har også selv i en lang periode været snurrig blogger, men så kom det nye hold til, for eksempel dig. Og så nu igen – nye.
Selvom det ikke er helt rart, så må vi give pladsen til nogle nye, grrrrr 😉
Ak ja, ak ja 😉
Jeg vil hellere have Ballast og Maria B på snurrige bloggere… Er meget tilfreds med, at Gaflen dukkede op… Men de må også gerne lige putte jer to tilbage igen.. På forhånd tak 😉
Blogwoman