xxx

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er træt, så går jeg bare ud af døren, så går jeg, så bliver det trætte en smerte under mine fødder, sådan, lettere at håndtere, så går jeg forbi en kirke, hilser på skaderne, de andre fugle og på jesus, hej jesus, jeg ved ikke, bare hej, mine håndled fungerer ikke efter hensigten, forbinder hverken mine arme eller hænder med mig, svært og akavet, der er så meget, nogen gange bare ikke nok, af kærligheden for eksempel, så går jeg ud af døren, skader i træet og skinger ost, jeg tænker: uendeligheden ville sikkert være et godt sted at starte, et godt sted at slutte.
Eller her.