Louise Juhl

Bror siger skøre ting, som nu i dag, hvor han går rundt i haven og siger: “Jeg træder græsset grønt, jeg træder græsset grønt” “Du er fuld af løgn,” siger jeg, “det passer ikke.” Men bror svarer, at det er lige meget om det passer eller, for græsset er jo lige grønt, uanset.

Jeg vågner, fordi jeg drømmer, at mine hænder rækker længere end mine arme kan nå. Jeg kan mærke det i kroppen, også nu bagefter: en svag følelsesløshed i fra halsen og ned, der gør, at jeg skal koncentrere mig for at bestemme over mine bevægelser. Jeg vækker bror, og fortæller ham om drømmen, om fornemmelsen […]

Bror tegner. Trekanter, cirkler og rektangler. “Jeg kan bedst kan lide trekanterne,”, siger han, “det er de eneste, man kan se, hvad vej de vender.”

Jeg vågner en morgen og ser, at min krop er vokset mig over hovedet. Mine tæer er kolde og længere, end da jeg gik i seng. Mine knæ er forvirrede: De har ligesom ikke noget med mig at gøre. Så ser jeg mig i spejlet. Jeg kan se, at jeg er for sart til mit […]