Louise Juhl

April. Det er ikke første gang, han spørger. ”Hvad er det værste, der kan ske?” Og ligesom alle de andre gange, har jeg lyst til at gå helt tæt på ham – helt, helt tæt – og sætte mig på knæ, så jeg flugter hans ansigt i stolen. Og kaste op ud over ham, ned i […]

Jeg er virkelig ikke god til mad, så jeg køber barer nogle rejer og tør op, halverer en avocado, fylder dem med rejerne, jeg laver top på. En klat hytteost ved siden af – og ristede minitoast, som jeg har købt for længe siden, så længe at jeg ikke kan huske hvornår. Jeg kommer i […]

April. ”Jeg har tænkt over det med ensomhed,” siger jeg, før jeg overhovedet har sat mig. ”Jeg er ikke ensom, jeg er altid sammen med nogen.” ”Men sjældent med dig selv?” spørger han. Måske er det ikke et spørgsmål. Han er i lysebrune fløjlsbukser og sko i mørkt læder. Skjorten er lyseblå, den er knappet […]

April. “Havde han ret?,” spørger Klaus. “Havde hvem ret? I hvad?” “Ja historikeren – havde han ret i, at du er en narrefisse?” Jeg venter lidt, før jeg svarer “Jeg havde ingenting lovet ham. Hans forventninger må han selv stå til regnskab for.” Jeg tager en tår vand og drejer glasset en halv omgang i hånden, […]

Væggene er malet gule. Han siger, at det er godt for helbredet. At de er begyndt at bruge gul på sygehusene også – af samme grund.  Vi hører Norah Jones. Han læser historie på 4.år. Han stammer en del, jeg skal gøre mig umage for ikke at afslutte hans sætninger.  “Come away with me” synger […]

Reolen er fyldt med ringbind. “ICD10”, “Kvalitetssikring og patientsikkerhed,”  “Stressrelated traumas in a neuropsychiatric perspective.” Titlerne er skrevet med tuschpen på ryggene. På skrivebordet står et bæger med kuglepenne, en lineal rager op. Til højre et foto: to børn, omtrent 12 år, en dreng og en pige. De ligner hinanden, samme åbne pande, samme lidt […]