Louise Juhl

Hænder, der søger og finder en krop, hvor ingen kroppe gror, og nætter, der gør det samme: søger og finder mig, på steder, jeg aldrig har været aldrig nogensinde vil være.        

Kære dagbog, Det er vel cirka sådan en hærvej bliver lagt. Ved at trave et selv til blods, meter for meter, for at ende et andet sted. Hvis det var tilstrækkeligt at være Agnes. Hvis ikke jeg behøvede at tælle skridt, for at tilbagelægge en strækning, der svarer til mit navn. Kh …..

Så begynder jeg at tude, fordi jeg ikke kan kende forskel på telefonens tal, fordi jeg ringer op i blinde, og en stemme svarer “hallo”, og jeg siger “hallo”, og jeg ved stadig ikke, om jeg kender nogen et sted, med en stemme som den, jeg hører, “hallo”. Det er det samme der sker, når […]

[Hjem er dér, hvor ”jeg” ikke behøver at forklare ”mig”]      

Hjemme hos os er der forskel på rigtig og forkert. Ellers bliver alt ligegyldigt, siger far. Derfor har vi alle små pligter hver dag: at hænge vasketøj på snoren, at tømme post, at lære en salme indenad. Eller ”at ryste dynerne fri af nattens mørke”, som mor siger. For i mørke er alle katte grå, […]

[min pandelampe oplyser min ryg]      

Jeg kan sagtens følge en flaksen på himlen uden at forfalde til drømme om at flyve. Det er slet ikke dét. .

”Jeg rækker mig på tåen og holder på mit vejr”   (det er så svært at sigte i den positur, det er så svært at gøre hverken fra eller til) (nogen må gøre noget. Ja ! Nej ? )        

”Klappe, klappe kage i morgen skal vi bage én til far og én til mor og én til Dukkelise” Der er for mange ender, der ikke når sammen, som med storbyers ensrettede logik. Og der er endda flere ting der går op, stik imod forventningen. [Som nu fars og brød, en umage kombination og dog så […]