Louise Juhl

Kære dagbog, Jeg er et menneske. Jeg er et menneske, der skriver, at “jeg er et menneske”. Jeg er et menneske, der skriver: “jeg er et menneske, der skriver, at jeg er et menneske”. Det står så sort på hvidt. Beviser det, at jeg ikke er en robot?

Jeg indhenter mine tanker: ser mig selv i spejlet, før spejlet opdager mig. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt.

Jeg ligner en lyd, tatoveret på kinden af en Hadeørn. “Hvad siger du, tatoo? Hvor blå er himlen deroppe, på den anden side af lykken?” [Jeg har aerodynamiske øjenvipper, de vipper så blidt som en tigernegl]  

Det hele er en ide, jeg bygger op i tre dimensioner: tid, tid og tid. Et sted undervejs står jeg og sker, finder sted, blomstrer som en larve og får vinger – mens himlen får dun. Så leger jeg, at Gud findes, for ellers kan jeg jo ikke flyve.

Jeg vil skrive med citronsaft og glemme at trække vejret imens. Jeg vil nævne mit egentlige navn som en kuriositet, der skal få dig til at tro, at jeg er oprigtig. Jeg vil vende mit ansigt din vej  [se for helvede, se]. Jeg vil være den, der får dine tænder til at vokse, bedstemor. Jeg […]

Erindring om et hul. At åbne, se og røre. Eller mærke sig det unævnelige, som ru modstand på tungen. Nogen har glemt koden til min krop, fire tal, fire bogstaver og et tegn, der ikke findes. Der er ikke ligevægt mellem mine knogler og mit kød. Min ryg er en løgn om et stamtræ – […]

  At være et assimilacrum    

Hun tilbyder ham en handske. Han, for sin del, råber op: om russiske dukker, der begraver ham med deres massive rad og rækker.  Hun springer ud af æsken, en trold han kan tæmme. Og bliver den sæk, han kan trække over hovedet: et øje, der ikke rækker. Der er lyng i luften. Og under.  

Hun væver ham et øje i uld, og giver ham en æske, han kan springe op af. Som trold, Puf! Hun falder om, næstendødt. Han sender en hund afsted for at tjekke byttet. Hunden logrer. Han går hen til det, der ligner en krop, hendes måske. Den ligger stille, kroppen, og ansigtet ligner et skudhul. […]

Apropos ingenting, mellemhed, farverige farvandsfisk: I en drøm ser jeg et kådt trampolinhoppende barn, der hopper og hopper og ler og føler sig som verdensmester og som råber til de voksne, der nyder solen, vinen og hinandens selskab et stykke derfra, barnet råber: “Se mor, se” eller “Faaaar, er jeg ikke dygtig”. Og mor og […]